Da vi ikke mødte Kejser Akihito af Japan

Da vi ikke mødte Kejser Akihito af Japan

12. november 2017 Slået fra Af rv

Ærgrelsen og den bedrevidenhed, dårlige dømmekraft og alt andet som gav bagslag, skulle have været gengivet i overskriften så I forstår hvor grim man kan være når man går glip af mødet med den japanske kejser Akihito. 

Det var blevet søndag i Japan, vi gik nu ind i vores 4. døgn i den opgående sols rige. Vi vidste at der i dag ville være en turnering på Kodokan mellem universitets studerende fra hele Japan. Formålet med turneringen var for de fleste af skaffe sig point nok til, at kunne blive gradueret til det næste bælte snart. På dagen ville der blive udstukket en regel for, hvor mange ipponsejre man skulle have på dagen, for øjeblikkeligt at blive forfremmet til næste dan-grad …det viste sig på dagen at være sat til 6 ippon-sejre.

Kodokan, red white tournamentSvendborg Judo Klub rejste i oktober 2017 til Japan med en 10 mand stærk delegation, som skulle ud for, først og fremmest, at træne judo i sportens hjemland og lige så meget, at pleje eksisterende relationer og ikke mindst, skabe nye.

Vi skruer lige tilbage til lørdagen

Trætte af dages kilometervis af vaden rundt i Tokyo havde gjort, at folk (Ian og Roland) lå og sov op ad eftermiddagen lørdag, for at hvile ud inden træning. Mens vi sover kommer en god ven af Svendborg Judo Klub, Kodokan bestyrelsesmedlem Shibayama sensei, ind på værelset (bankede han egentlig på …?) og startede :” Roland-san, are you tired?“. Inden jeg fik råbt “det kan du stole på, kammerat”, var han gået i gang med, at tale om morgendagensturnering. Han fortalte vidt og bredt om point til nye bælter og slog fast, at denne meget traditionsrige turnering var startet af Kano-shihan selv dengang tilbage i tiden… efter en kunstpause hvor han trækker vejret tungt og hurtigt, mens han leder efter de rigtige ord i hans lillebitte pose med ganske få engelske ord, udbryder han pludseligt “THE EMPEROR IS COMING“. Vi rystede på hovedet og tænkte, at vores sprogforvirede ven nok mente Kodokans præsident, formand eller en anden vigtigt personlighed; “Han kender sgu ikke forskel på kejser og formand“; resonerede vi os frem til.

Efter en begivenhedsrig lørdag vågnede vi således denne her søndag morgen. Dvs. vi vågnede om formiddagen. Kejser Akihito havde jo været der. Kl. 09:00 åbnede han stævnet, sad på måtten og dirigerede dagens hilsen, en mere ceremoniel af slagsen, i anledning ag 150 året for turneringen. Vi har gode kontakter på Kodokan, vores gode ven er bestyrelsesmedlem, instrutør og personlig assistent for Abé sensei. Han havde inviteret os. Derned. Hvor de vigtige personer sad under åbningen. Kejseren, Kodokans præsident Uemura m.fl.

Hvis ikke kejseren, så Abe-senseimurata abe shibayamaDa vi kommer fra Danmark og da Abe sensei måske husker dengang i 2011 hvor han besøgte Svendborg Judo Klub, måtte de bare spise frokost med os. Abe sensei har stadig mange minder om dengang i 50erne og 60erne hvor han i den grad havde stor indflydelse på dansk judo.

Vi tilbragte en rigtigt dejlig eftermiddag med Abe sensei, Shibayama-sensei og ikke mindst, den rare Mr. Murata fra Kodokans bibliotek og museum. En mand som har skrevet adskillige judobøger og underviser i judo i hele verden på forskellige IJF seminarer. Vi delte en masse minder med Abe sensei og Shibayama Sensei i løbet af dagen. Der blev taget de obligatoriske billeder og vi hyggede og i det hele taget fortræffeligt.

Dagen endte på den naturligt turistede facon med at nogle tog til SKYTREE, Harajuku og Kanda mens andre kom rundt og så andre, rigtigt fine ting i Tokyo og vi mødtes igen søndag aften for at briefe på kryds og tværs om vores oplevelser og ikke mindst, aftale tid og sted for næste dages tur til Nagoya og Takayama

ipsen jens abe sensei ianNåh ja turneringen

Judoturneringen som blev afholdt var meget prestigefuld, der var mange deltagere, den var helt japansk og oprindeligt. Faktisk var den så oprindelig, at der ikke var vægtklasser, der blev brugt Yuko, gammel wazaari, shido, chui og keikoku i alle kampene. Straffene blev givet lidt som i gamle dage – nåh ja og så blev man advaret, med en “rulle”, inden man fik den første passivitets-straf,

Der var en enkelt ting som vi ikke forstod, som ingen formåede at anskueliggøre for os. Når de individuelle kampe var ovre, endte det i en finale for hold. Ja, en hold finale. Og alle kom fra det samme universitet. Dét er aldrig sket før. Måske sidder der én derude som kan fortælle os hvad det hele handler om

Det lykkedes i øvrigt [ikke] for nogen at opnå de 6 ipponsejre som ville have givet øjeblikkelig forfremmelse til næste dangrad.