Ankommet til Japan – Tokyo er virkeligt verdens største by

Ankommet til Japan – Tokyo er virkeligt verdens største by

8. november 2017 Slået fra Af rv

[et_pb_section bb_built=”1″ _builder_version=”3.0.86″][et_pb_row][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text _builder_version=”3.0.86″ background_layout=”light”]

Svendborg Judo Klub rejste i oktober 2017 til Japan med en 10 mand stærk delegation, som skulle ud for, først og fremmest, at træne judo i sportens hjemland og lige så meget, at pleje eksisterende relationer og ikke mindst, skabe nye.

Det var Jens, Helle, Kim, Roland, Ian, Mads, Buster, Dorthe, Albert og Morten. Det var 10 mand stærk og vi skulle til Japan – på den største klubtur vi til dato havde støbt. Til judoens hjemland.

Ankomst til Tokyo – verdens største by

Når en judoudøver ankommer til Japan er der så megen uforløsthed gemt i én. Man ved en masse ting om Japan og oprindelsen af “alt muligt”, og nu kommer man endelig til judoens hjemland for at få det hele bekræftet. Der er de åbenlyse forskelle, som skriftsproget (skilte og papirer), det talte sprog, folks udseende men også alt det andet. Alt det usagte, som tilsyneladende får det japanske samfund til at køre på en snor, uden de store knuder. Knuder derimod kan der være i maven på judoka, når de forsøger at abstrahere fra storbyens larm på vejen ud til judoens fødested, Kodokan. Det er som om, at de mange timers rejse med bil, fly og tog først rigtigt lægger sig (midlertidigt) når man kommer til Kodokan. Hvis man rejser til Korakuen station ser man Kodokan fra bagsiden. Fra hundrede meters afstand ser man pludseligt det letgenkendelig symbol; man er fremme. Når man kommer rundt om bygningen står den der. Statuen af judoens stifter, Shihan KANO Jigoro. Dét kan man sagtens få sommerfugle i maven af.

Da vi ankom og blev indkvarteret på Kodokan brugte vi resten af dagen på at komme os over den lange rejse. De fleste havde været vågne i  24 timer og mere til og planen var at holde os kørende indtil sengetid. Det lykkede. Vi holdt os vågne og besejrede på den måde, en jetlag som eller kan være flere dage om at forsvinde.  Vi slentrede rundt og så os omkring og hoppede på et tog ved en af de stationer som ligger tættest på Kodokan. Når man gør det, får man nemt 12 timer til at forsvinde i Tokyo. Det var også dagen hvor den unge Mads kom rigtigt i gang med at øve sig på den svære kunst, at spise med pinde. Som Mads udtrykker det, så kommer han fra et hjem hvor man spiser med kniv og gaffel – og i øvrigt aldrig spiser noget stærkere end boller i karry.

 

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]