Svendborg Judo Klub stillede med 13 mand til start ved dagens runde at CPH Cup. En privat rangliste turnering på Amager Judo Skole, hvor man samler point som kæmper og som klub, for så måske at vinde nogle af de halvårlige rangliste præmier.

Nåh, men vi tog afsted for, at få noget kamptræning og i det hele taget, få sat vores judo i perspektiv.

DAGENS MAND PÅ 49 ÅR!

Kim Højland var dagens ældste deltager og absolut klubbens og stævnets største overraskelse. Han vandt ingen medaljer, men hvilken kampgejst den mand besidder. I kampe mod unge mænd på 20-25-30 år udviste Kim et ualmindeligt gåpåmod og i sin ene kamp af 4 (som blev udkæmpet i alle-mod-alle-puljer) slog han faktisk den senere bronzevinder. Der var megen begejstring i hallen over Kims indsats.

Børnene var altså med og de er jo de vigtigste i denne sammenhæng. Sebastian Sejr vandt en suveræn guldmedalje i B Gruppen og må sande at han nu er kvalificeret til a gruppen fra næste stævne af. Han er klar på udfordringen. Silas måtte tage hjem med en bronzemedalje, og en god erfaring rigere og stadig i godt humør. Christian fik en sølvmedalje ved SIT første stævne, efter flere omkampe. Omkampe skulle der også til, før end Hubert sikrede sig SIN guldmedalje, ved dette, som også var hans første turnering. Sirius stillede også til sin første start og måtte strække våben i sin sidste kampen, men han kommer stærkt igen. Sølv er også helt i orden 🙂Axel kæmpede også SIT første stævne. Han gjorde det godt og vi kommer til at se mere til ham.

Ved de større og mere rutinerede drenge måtte Albert og Buster Højland erkende, at når der er store huller mellem stævnedeltagelsen så stikker konkurrenterne af – i den alder som de er i. De blev til en hæderlig sejr til Albert mens Buster måtte lægge ryg til lutter nederlag. Kom igen, gutter. Der skal kampe under bæltet.

MERE DEBUT
VI havde også en anden debutant, nemlig Mikkel. DatoMikkel, som vi kalder ham. Mikkel har trænet judo i 6 måneder og selvom han startede mod sort-, brun-, blå-, og orangebælter må man sige, at hans debut var en succes. Ikke i vundne kampe, men i indsats og indstilling. Der er medaljer i den knægt, når han kommer ned og slås med modstandere af samme grad.

Anatoliy var med til sit blot 3 stævne og denne gang gik det lidt bedre ensed sidst. Han vandt en enkelt kamp i den tunge vægtklasse, over en mere rutineret brunbælte fra Korsør Judo Klub. Kampen blev vundet på godt greb og god holdning. De resterende kampe blev tabt, bl.a. mod klubkammeraten Stig.

Selvsamme Stig tog guldet i klassen. Han startede lidt stift men som turneringen skred frem blev han bedre og han sluttede af med flotte sejre på armlås og kast.

Det er længe siden vi har været så mange afsted. Det må gerne ske igen Det er godt for klubben og for sammenholdet.